Også børn af helt almindelige familier skal betale for transport, frokost og ofte husleje, selvom de bor hjemme. Særligt unge i landdistrikterne er afhængige af bil og den ringe offentlige transport for at gennemføre en uddannelse. Dertil kommer brugerbetaling på studieture, bøger, ekskursioner, computerprogrammer og undervisningsmaterialer.

Mange unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kan ikke bare tage et job ved siden af studiet. Mange gymnasieelever har i forvejen svært ved at få hverdagen med fuldtidsstudie, lektier, afleveringer, transport og socialt liv til at hænge sammen. Nogle kæmper en daglig kamp for at tage en uddannelse, og det er et svigt at forringe deres SU.

Det er ikke alle steder, der er arbejde at få, og mange unge får en fyreseddel den dag, de fylder 18 og skal have højere løn. Uden for de store byer er der langt færre jobmuligheder for unge.

Elever på erhvervsuddannelserne har ikke altid mulighed for at have et arbejde ved siden af deres praktiksted. Det er netop de håndværkere og praktikere, politikerne siger, de vil have flere af.

De penge, ens forældre tjener, havner ikke i den unges lomme. Det er arrogant at antage, at alle forældre med en gennemsnitsløn bare kan dække endnu et voksent menneske i husstanden, og det umyndiggør unge at tvinge dem til økonomisk afhængighed. Samtidig falder børnepengene væk ved det 18. år, selvom børn ikke bliver billigere af at være 18 frem for 17.

Uddannelser er tilrettelagt forskelligt. Praktik, laboratoriearbejde, feltarbejde, projektforløb, obligatorisk undervisning og perioder med høj arbejdsbelastning kan gøre det svært at passe et fast job ved siden af.

Nogle studerende har en funktionsnedsættelse, der begrænser deres mulighed for at arbejde ved siden af et fuldtidsstudie. Og i mindre studiebyer er der ganske enkelt færre studierelevante job end i de største byer. Kravet risikerer at straffe studerende for deres uddannelse, deres helbred eller deres postnummer.

Studerende er igen og igen blevet mødt med krav om at gennemføre hurtigere. Det sjette SU-år er afskaffet, kandidatuddannelser forkortes, og uddannelsessystemet er indrettet efter et stadigt større fokus på arbejdsudbud. Nu vil regeringen forringe sikkerhedsnettet for dem, der har gjort præcis det, politikerne bad om.

Studerende skal kunne koncentrere sig om at blive dygtige til deres fag, uden at deres mulighed for at betale regningerne bagefter afhænger af, om de kunne klemme fire timers lønarbejde ind i kalenderen.

Flere af regeringspartierne kaldte SU’en en rød linje før valget og gik til valg på en generationskontrakt, hvor unge skulle være en af samfundets højeste prioriteter. Man lovede at investere i uddannelse og forbedre de studerendes vilkår. Nu svækker man det økonomiske sikkerhedsnet for en generation, der endnu en gang bliver bedt om at betale regningen.